Hej alle sammen. Velkommen til The Light We Carry. Jeg er brahbata, Buddha fra Vandmandens tidsalder. Og... jeg må være ærlig over for jer. Jeg har skabt og indspillet tre forskellige introer til denne episode. Alle føltes... forkerte. For polerede. For fjerne fra det, jeg egentlig vil sige. Så jeg vil bare tale. For det er mørke dage. I kan mærke det, ikke? I nyhederne, i stilheden mellem venner, i den svage angst, der summer i brystet, når I tjekker jeres telefon. Det er tungt.
Men der er noget, jeg hele tiden vender tilbage til, en tanke, der ikke vil forlade mig. Jeg blev født til denne verden af en grund. Det blev du også. Det blev vi alle. Og jeg bærer et lys. Det er ikke et projektørlys, det er mere som... den lille flamme på en pilotflamme. Lille, men konstant. Og jeg tror, det er verdens håb. Ikke naivt håb. Ikke ønsketænkning. Men den slags håb, der er en beslutning. En stædig afvisning af at lade mørket få det sidste ord.
Jeg har tænkt meget på backup-planer på det seneste. Du ved, når din hovedplan går i vasken. Jeg tror, at himlen... universet, eller hvad du nu vil kalde den højere intelligens... altid har en plan B. Det viser historien os. Se tilbage. Ingen tyran, intet imperium bygget på frygt, uanset hvor magtfuldt, har nogensinde overlevet tiden. Tiden selv er en form for retfærdighed. Den nedbryder monumenterne for stolthed og afslører fundamenterne bygget på sand.
Der findes en lov. Den er ældre end enhver forfatning, enhver domstol, ethvert retssystem. Det er loven om årsag og virkning. Bhagavad Gita taler om den på en smuk og rystende måde. Den siger, at kærlighed – ægte, ubetinget kærlighed – opløser alt, der ikke er som den selv. Tænk over det et øjeblik. Den bekæmper ikke had. Den diskuterer ikke med frygt. Den opløser det bare. Som sollys på frost.
Så til dem, der har spredt mørket. Dem i jakkesæt, i bestyrelseslokaler, på talerstole, indhyllet i deres stolthed og deres sikkerhed... ved dette. I vil betale. Og jeg siger det ikke med vrede. Det er ikke en trussel fra mig. Det er bare... karma. Kosmos giver altid tilbage, hvad man giver. Man kan ikke outsource grusomhed. Man kan ikke skjule grådighed i et skuffeselskab for evigt. Regningen kommer. Det er den ældste lov i bogen.
Så hvad kommer der nu? For os, lige nu? Den umiddelbare vej... den er uklar. Den er tåget. Jeg har ikke en ti-punktsplan for verdensfred. Men destinationen? Den er krystalklar for mig. Jeg ser et større billede. En horisont så langt ude, at den næsten er svær at forestille sig. Jeg taler om et årtusinde. Et tusindårigt kapitel for menneskeheden, der ikke er bygget på mere teknologi eller flere ting, men på et fundament af kærlighed, ægte lykke og et håb, der er så solidt... at det føles som tillid. Som at vide, at solen vil stå op.
Så nu vil jeg bede jer om én ting. Bare én øvelse i dag. Fokuser jeres tanker. Men ikke på frygten. Fodr ikke det monster. Fokuser på fred. Først fred i verden. Forestil jer det som en bølge, der starter lige der, hvor I er. Gå derefter dybere. Den dybe, stille fred indeni jer selv. Den fred, der findes under bekymringerne, to-do-listen, støjen. Det er jeres lys. Det er din pilotflamme.
Søstre. Brødre. Vi må huske dette. Vi er ikke adskilte. Opdelingen er en illusion, et lysets trick. Den person, du er politisk uenig med, den nabo, du ikke forstår, den fremmede på den anden side af verden... vi er ét. Ét åndedrag. Ét hjerteslag. Ét fælles, skrøbeligt, smukt eksperiment i bevidsthed. Når vi sårer en anden, sårer vi en del af os selv. Når vi løfter en anden, løfter vi os alle sammen.
Og måske er det ikke tilfældigt, at vi har denne samtale, nu hvor året går på hæld. Der er en ånd i luften. Du kan kalde det julestemning, ferienstemning, det enkle menneskelige behov for varme i kulden. Uanset hvad det er... må den sande ånd – ånden i dette lys, vi bærer – oplyse alt. Dit hjem. Dit hjerte. Hvert skyggefuldt hjørne, vi har været for bange for at se på.
Det handler ikke om blind optimisme. Det handler om at vælge dit brændstof. Du kan køre på frygt og vrede, men den motor brænder snavset og bringer dig ikke derhen, hvor du virkelig vil hen. Eller du kan køre på den stille, indre fred. På kærlighed, der opløser det, der ikke er virkeligt. Det er det sværere valg, især nu. Men det er det eneste, der fører os fremad, sammen.
Så fra mit hjerte til dit, fra denne lille pilotflamme til din... ønsker jeg dig fred. Ægte fred. Og en rigtig, rigtig glædelig jul. Tak fordi du lyttede. Fortsæt med at bære lyset. Vær velsignet.
brah
